Dårlige vaner gror fast i hjernen
Er du først blevet afhængig af sukker eller fedt, er det en dårlig vane, det er næsten umulig at slippe af med.
Ny forskning fra Duke University tyder på, at en vane efterlader et varigt præg på specifikke kredsløb i hjernen, der kræver at blive fodret.
"En dag kan vi forhåbentlig målrette disse kredsløb for at fremme vaner, som vi ønsker, og udrydde dem, som vi ikke ønsker," siger undersøgelsens ledende forsker dr. Nicole Calakos, der er lektor i neurologi og neurobiologi ved Duke University Medical Center.
Hendes forskergruppe har trænet ellers sunde mus til at blive mere eller mindre afhængig af sukker i varierende sværhedsgrad - en proces, hvor musene ved at trykke på en løftestang fik slik. Hvis mus blev afhængige holdt de løftestangen nede selv om de ikke havde udsigt til de søde godbidder.
Forskerne sammenlignede derefter hjernen på mus, der havde dannet en vane med mus uden en sukkerafhængighed. De studerede især elektrisk aktivitet i basalganglierne, et komplekst netværk af hjerneområder, der styrer motoriske handlinger og kompulsiv adfærd, herunder narkotikamisbrug.
I basalganglierne findes to hovedtyper af modsatrettede budskaber: Et "gå-signal", som ansporer en handling, og et "stop-signal".
Men eksperimenter på Duke viste overraskende at begge signaler var mere aktive hos sukker-afhængige mus. Overraskende fordi stop-signalet traditionelt er blevet betragtet som den faktor, der hjælper med at forhindre en adfærd.
Forskerne opdagede også en ændring i timingen af aktiveringen af de to signaler. Hos mus, der havde dannet en vane, tændtes gå-signalet før stop-signalet, mens stop-signalet var det første hos almindelige mus uden indgroede vaner.
Kan ses i petriskål
Disse ændringer i hjernens kredsløb var så langvarige og tydelige, at det var muligt for gruppen at forudsige, hvilke mus, der havde dannet en vane bare ved at se på isolerede stykker af deres hjerner i en petriskål.
Forskere har tidligere bemærket, at disse modsatrettede basalganglie sigaler næsten var i konkurrence med hinanden om at komme først, selvom ingen har kunnet påvise, at en vane giver gå-signalet et forspring. Duke-forskerne siger at det skyldes, at gå- og stopsignaler ikke er blevet undersøgt i samme hjernen på samme tid. Men nye måder at markere neuron-aktivitet tillod forskerne at måle snesevis af neuroners aktivitet samtidig.
"Gå-signalets forspring (hos dyr, der har fået en vane,red.) giver mening. Det kan gøre dyret mere tilbøjelige til at engagere sig i en adfærd," siger Calakos, der har fået undersøgelsen offentliggjort i tidsskriftet Neuron.
For at se om de kunne bryde en vane, opmuntrede forskerne musene ved at belønne dem, hvis de holdt op med at trykke på håndtaget. De mus, som havde nemmest ved at ændre deres vane, var dem med de svage gå-signaler. Men hvordan dette kan omsættes til at hjælpe mennesker med dårlige vaner er stadig uklart. Da basalganglierne er involveret i en bred vifte af funktioner, kan det være svært at målrette med medicin.
Ifølge Calakos er nogle forskere begyndt at undersøge muligheden for at behandle stofmisbrug ved hjælp transcranial magnetisk stimulation eller TMS, en invasiv teknik, der bruger magnetiske pulser til at stimulere hjernen.
"TMS er en genvej til disse kredsløb for mere alvorlige sygdomme og er især rettet mod cortex, et hjerneområde, der fungerer som det primære input til basalganglierne," siger hun.
Calakos og hendes team studerer nu hvad der adskiller almindelige dårlige vaner fra de problematiske som eksempelvis tvangshandlinger.