Derfor øger overvægt inflammation i kroppen
Overvægt kan få en af ímmunsystemets forsvarsmekanismer, inflammation, til at overreagere og resultere i alvorlige sygdomme, men nu har norske forskere fundet en måde at begrænse inflammationen.
Forskerne fra Universitet i Oslo har fundet en mulig molekylær forklaring på, hvorfor overvægt er skadeligt og det kan medføre nye lægemidler mod hjerteanfald, slagtilfælde, kræft og kronisk tarmbetændelse.
"Vi mener, at der er en sammenhæng mellem stofskifte, betændelse, hjerteanfald og slagtilfælde," siger Bente Halvorsen, professor ved Forskningsinstitut for Intern Medicin, Universitetet i Oslo, Norge.
Fejlernæring og utilstrækkelig ernæring forringer immunforsvaret, og det øger risikoen for infektioner. Hvis immunforsvaret fungerede normalt, ville kroppen reagere med en inflammation, der skulle gøre det af med infektionen. Når immunforsvaret er svækket er kroppen ikke i stand til at forsvare sig selv gennem inflammation.
Overspisning øger derimod immunsystemets modangreb og får kroppen til at frembringe overdreven inflammation, som kan føre til en række kroniske sygdomme.
"Det er derfor vigtigt at holde en balance. For lidt og for meget ernæring kan begge forstyrre immunforsvaret og øge risikoen for sygdom," siger Halvorsen.
Leddegigt er bl.a. en kronisk inflammatorisk sygdom, mens hjerteanfald er et eksempel på en sygdom, der forårsager en akut og kraftig inflammatorisk reaktion.
"Man kan reducere den inflammatoriske reaktion ved at tabe sig. Nogle mennesker risikerer dog aldrig at komme af med inflammationen. Derfor har vi har forsøgt at forstå, hvad der kræves for at reducere den inflammatoriske reaktion selv om man er overvægtig," forklarer Halvorsen.
Desværre medfører oplagring af energi som fedt en inflammatorisk reaktion. Forklaringen ligger i den tætte sammenhæng mellem kroppens immunforsvar, energi konvertering og den måde, hvorpå vi lagrer energi.
Opgaven er delt mellem tre organer - fedtvævet, der lagrer energi, leveren, der omdanner energi og immunforsvaret - som dog kommunikerer tæt med hinanden.
Udviklingsmæssigt set, er mennesker ikke skabt til at spise så meget, ja faktisk er vores krop igennem evolutionen indrettet på at vi skal slide for vores mad. Sådan har det været i millioner af år indtil for nogle få generationer siden.
"Menneskehedens store udfordring har bestået i at skaffe tilstrækkelig mad og at overleve infektioner. I dag dør vi sjældent af infektioner og samtidig spiser vi for meget," siger Arne Yndestad, der har deltaget i forskningen.
Forskerne mener, at årsagen til at overvægt medfører forøget inflammation er at overspisning kan forårsage stress på det man kan kalde cellernes kraftværk, mitokondrierne, der omdanner fedtsyrer til energi.
Overspisning stresser forsvarssystem
Evolutionsbiologer mener, at mitokondrier var bakterier, som har udviklet sig til en integreret del af vores celler. Immunsystemet kan dog opfatte mitokondrierne som fremmedlegemer. Meget immunologisk forskning fokuserer derfor på mitokondrier.
Når fedtsyrer ophobes i cellerne bliver mitokondrierne stressede og efterhånden også beskadiget.
"Når cellerne modtager overdreven energi, begynder systemet at vakle, og motoren kan gå i stå. For meget fedtsyre forårsager oxidativt stress i cellerne. Vi mener, at langvarig stress på mitokondrierne kan forårsage metaflammation. En metaflammation er en langsomt udviklende kronisk betændelse over mange år, og desværre er det en betingelse, der er svær at opdage," siger Yndestad.
Kroppen har sit eget forsvarssystem, kaldet autophagy, der skal fjerne beskadigede mitokondrier. Når vi spiser for meget, ophobes frie fedtsyrer i cellerne. Dette stresser mitokondrierne. Stress i cellerne gør skade på den mekanisme, der bør fjerne mitokondrier.
Når beskadigede mitokondrier ophobes aktiveres immunforsvaret. Denne immunrespons er præcis, hvad der forårsager betændelse.
Via museforsøg og test på mennesker har forskerne fundet noget der kan ligne en forklaring på, hvad der sker, når mitokondrierne reagerer på fedtsyrer. Det særlige element, CXCR4, som også er et enzym, er tidligere blevet undersøgt hos patienter med slagtilfælde.
"Vi mener, at dette enzym kan reguleres med de rigtige næringsstoffer og at det er en vigtig bestanddel i den inflammatoriske reaktion. Vi har fundet, at plak i arterierne hos patienter med åreforkalkning indeholdt en masse af dette enzym. Når plak brister, kan patienten rammes af et slagtilfælde," påpeger Halvorsen.
Deres teori blev styrket, da de studerede, hvordan fraværet af inflammasomer påvirkede hjertefunktionen. Inflammasomer er en del af det intra-cellulære immunforsvar.
"Når cellerne fik store mængder af fedtsyrer blev inflammasomerne aktiveret og skabte en betændelse."
Mus med hjerteanfald fik det bedre, når inflammasomerne blev fjernet.
"Så det handler om at genoprette balancen i immunforsvaret," siger Yndestad.
Forskerne mener, at deres nye opdagelse også kan være en central mekanisme i udviklingen af kræft.
"Kræftceller har brug for adgang til en masse energi for at dele sig. Den cellulære stress kan omdanne sunde celler til kræftceller. Undersøgelser af overvægt kan derfor give os en bedre forståelse af kræft," forklarer Halvorsen.
Tags: overspisning, energi, mitokondrier, inflammation, immunforsvar