19 udokumenterede eller forkerte myter om fedme
Myter om fedme medfører fejlagtige slankekure og sundhedspolitiske beslutninger og derfor har forskere stemplet 19 fedmemyter som forkerte eller udokumenterede.
Forskerne ved University of Alabama i Birmingham (UAB), USA, siger, at det er på tide at opgive nogle populære, men fejlagtige fedmemyter.
I en artikel offentliggjort i Critical Reviews in Food Science and Nutrition præsenterer de ni fedmemyter og 10 gængse, men udokumenterede formodninger om overvægt, som ifølge forskerne fører til dårlige politiske beslutninger, unøjagtige sundhedsanbefalinger og spildte ressourcer.
"Fedme er et emne, der vækker mange stærke synspunkter i mangel af videnskabelige beviser og nogle argumenterer hårdnakket på trods af beviser om det modsatte," siger dr. David Allison, der er prodekan for videnskab på UAB School of Public Health og artiklens hovedforfatter.
"Nogle argumenterer ud fra myter, mens andre argumenter ud fra formodninger."
I artiklen har forskerne bestående af internationale eksperter i fedme og ernæring beskrevet troen bag de 19 myter og formodninger og argumenteret for hvorfor de enten er forkerte eller mangler dokumentation.
For hver af de ni myter er forfatterens konklusion og henstillinger til politiske beslutningstagere og offentligheden klar.
Drop dem og kom videre.
"Det er afgørende vigtigt at udstille disse myter for hvad de er for at forhindre spild af ressourcer på det ellers alvorlige fedmeproblem," siger lektor Krista Casazza fra UAB Department of Nutrition Sciences og artiklens medforfatter.
"Formålet med vor artikel er at sætte fokus på disse myter og på hvorfor de er så udbredte, så vi kan finde måder at begrænse udbredelsen og formidlingen af udokumenterede overbevisninger fremover."
De ni fedmemyter, som ikke bare er udokumenterede, men faktisk har vist sig forkerte, er:
- Hurtigt vægttab medfører større vægtforøgelse end langsomt vægttab.
- Realistiske mål for vægttab er vigtigt, fordi man ellers bliver frustreret og taber sig mindre.
- Overvægtiges "parathed" er vigtig for at hjælpe dem til at tabe sig.
- Idræt i skolen spiller en vigtig rolle til at reducere forekomsten af fedme blandt børn.
- Amning beskytter barnet mod fedme.
- Daglige vejninger forstyrrer vægttab.
- Gener har ikke bidraget til fedme-epidemien.
- Det første år på college (freshman) er forbundet med eller forårsager 7 kilos vægtøgning (en meget amerikansk myte, red.).
- Madørkener (dvs. områder med ringe eller ingen adgang til butikker, der tilbyder friske og billige sunde fødevarer og råvarer) fører til højere forekomst af fedme.
Udokumenterede fedmepåstande
Forskerne har også opstillet 10 formodninger om fedme, hvor der ikke er dokumentation for påstandene, men hvor man heller ikke kan påstå, at de er forkerte. Forskerne opfordrer til, at der laves undersøgelser, som enten kan af- eller bekræfte dem.
"Disse formodninger er ofte årsag til beslutninger om fedmebehandling, offentlig sundhedspolitik, helbredsanbefalinger eller forskning", siger Casazza.
De 10 udokumenterede formodninger er:
- Regelmæssig morgenmad beskytter mod fedme.
- Måltider tæt på sengetid øger vægten.
- Mere frugt og grønt alene vil føre til vægttab eller mindre vægtforøgelse, uanset andre livsstilsændringer.
- Yo-yo vægt - hvor vægten ryger op og ned med forskellige slankekure - øger dødeligheden.
- Mellemmåltider bidrager til vægtøgning og fedme.
- Adgang til flere fortove og parker påvirker fedmerisikoen.
- At reducere børns tid foran TV og andre skærme vil reducere deres fedmerisiko.
- Mindre portionsstørrrelser fører til mindre madindtagelse uanset om der er rigelig mad eller andre begrænsninger.
- Deltagelse i familiemåltider reducerer fedme.
- At drikke mere vand vil reducere energi-indtaget og føre til vægttab eller mindre vægtforøgelse uanset andre livsstilsændringer.
Allison siger at den udbredte accept af fedmemyter og -formodninger rejser spørgsmålet om, hvorfor vi så ofte tror på ting, der ikke er sande.
Forfatterne har opstillet en række faktorer, som synes at bidrage til myterne. En af dem er det man kan kalde gentagelseseffekt - at gentage en idé ofte nok gør folk mere tilbøjelige til at tro på den. En anden faktor er, at folk kan lide visse ideer så meget, at de tøver med at opgive dem på trods af beviser for det modsatte.
Og så er der dem, der har en tendens til systematisk kun at opsøge informationskilder, der bekræfter deres forudfattede meninger.
Flere af forskernes opstillede myter om fedme og vægttab er da også tæt på at være politisk ukorrekte og rokker ved manges opfattelse af sund livsstil.
"Vi tror at forskerne er nødt til at søge svar på spørgsmål ved hjælp af de stærkeste eksperimentelle design. Som videnskabsfolk er vi nødt til at være ærlige overfor offentligheden om, hvad vi ved og ikke ved, når vi vurderer behandling af vægttab eller forebyggelse af fedme," pointerer de.
Tags: slankekure, myter, fedme