Det er vigtigere at dyrke vægttræning end at løbetræne for at smide mavefedt - især når vi kommer op i alderen, hvor vi også mister muskelmasse.

Vægttræning afgørende for at smide mavefedt

Hvis du vil smide nogle kilo med motion og træning er det lige så vigtigt eller vigtigere at styrketræne end at løbetræne.

 

Jo ældre du er, des større betydning har styrketræning nemlig for dit taljemål, der er et vigtigere mål for vægttab end at opnå et lavere BMI.

For med alderen mister vi på den ene side muskler og på den anden side tager vi på omkring taljen. Mænd tager tidligere på omkring taljen end kvinder, der indtil overgangsalderen hovedageligt tager på om hofterne.

Mavefedt er meget usundere end fedt omkring hofterne fordi det presser mod og lægger sig ind omkring organerne, hvor det medfører inflammatoriske problemer, der i sidste ende kan føre til både kræft og hjertekar-problemer.

Derfor har forskere fra Harvard School of Public Health undersøgt hvilken forskel styrketræning og konditionstræning gør på udviklingen af mavefedt.

De fleste mennesker tror at konditionstræning som løb, cykling eller træning på crosstrainer er mest effektive til at sikre et vægttab, måske fordi det nede i fitness-centeret også er de eneste maskiner, hvor man kan følge med i hvor mange kalorier man forbrænder.

Men faktisk er konditionstræning eller motion ikke den mest effektive måde at smide kilo på. Adskillige undersøgelser har vist at madændringer, der indebærer færre kalorier - især fra simple kulhydrater som sukker - er den hurtigste måde at smide kilo på.

Men med alderen er det ikke ligegyldigt hvor på kroppen kiloene ryger.  

"Fordi vi med alderen taber muskelmasse, er en vurdering af kropsvægten (altså BMI) alene utilstrækkelig for vurderingen af om personer aldres sund. En måling af taljens omkreds er en bedre indikator for en sund kropssammensætning hos ældre," siger undersøgelsens hovedforfatter Rania Mekary fra Institut for Ernæring på Harvard School of Public Health.

Smed dobbelt så meget mavefedt

Mens tidligere undersøgelser har fokuseret på bestemte grupper - for eksempel overvægtige eller personer med diabetes 2 - i kortere perioder, så har den nye undersøgelse set på en stor gruppe raske mænd, der havde meget forskellige body mass indeks (BMI) over en længere periode.

Forskerne studerede 10.500 raske mænd over 40, der var en del af Health Professionals Follow-up Study mellem 1996-2008. Efter at have vurderet mændenes fysiske aktivitet, taljemål og kropsvægt, analyserede forskerne ændringer i deres aktivitetsniveau i løbet af de 12 år og hvordan dette påvirkede deres taljemål.

Resultaterne viste, at de mænd, der øgede den tid de tilbragte med at løfte vægte med 20 minutter om dagen tabte mere omkring taljen (-0,67 cm), sammenlignet med dem, der øgede deres konditionstræning med 20 minutter om dagen (- 0,33 cm) eller lavede mere havearbejde og tog trapperne (-0,16 cm).

Ikke overraskende tog de personer, som tilbragte mere tid med at sidde ned og for eksempel se tv, mere på omkring taljen.

Selv om konditionstræning ikke var lige så effektivt til at reducere mavefedtet, så var det mere effektivt til at sænke BMI-tallet - altså den totale kropsvægt.

Forskerne mener dog, at det er vigtigere for det totale helbred, at få et mindre taljemål. Men her viste en kombination af at øge både konditionstræning og vægttræning også at give de bedste resultater.

"At deltage i styrketræning eller ideelt set kunne kombinere det med konditionstræning hjælper ældre voksne til at mindske mavefedtet og samtidig øge eller bevare muskelmassen," tilføjer Mekary.

 

Tags: motion, mavefedt, BMI, styrketræning, konditionstræning

Like og del artiklen
Fed viden eller bare for tyndt?