Et par ekstra kilo øger dit blodtryk
Har du taget et par kilo på henover sommeren og kæmper nu for at slippe af med dem, så kæmper du formentlig også mod et forhøjet blodtryk.
En ny undersøgelse viser nemlig at bare 2-3 kilo ekstra er nok til at øge blodtrykket hos ellers raske voksne.
"Dette er et vigtigt resultat, fordi en 2-3 kilos vægtøgning er normalt for mange i julen eller når man er på ferie," siger dr. Naima Covassin, der er undersøgelsens chefforfatter.
De fleste mennesker er klar over de sundhedsmæssige risici ved ekstra kropsvægt, men Covassin og hendes team ville vide, hvad slags effekt en relativt lille vægtforøgelse ville medføre.
"Vi opdagede, at stigningen i blodtrykket specifikt var relateret til stigninger i abdominalt visceralt fedt, hvilket er fedt inde i maven. Vores forskning tyder på, at raske mennesker, der er mere tilbøjelige til at tage på omkring maven også er mere tilbøjelige til få et forhøjet blodtryk."
Selvom højt blodtryk kan føre til udvikling af yderligere medicinske problemer som luftvejsproblemer og smerter i brystet, er der ingen garanti for, at en person med forhøjet blodtryk vil få nogen symptomer på deres tilstand.
Undersøgelsen varede i otte uger, der startede med, at forskerne testede blodtryk på 16 raske personer i alderen mellem 18 og 48 år.
Forskerne gav derefter deltagerne mellem 400 og 1.200 ekstra kalorier hver dag med et udvalg af chokoladebarer, energidrikke eller is for at øge deres vægt med omkring 5 procent. Efter otte uger på denne opfedning testede forskerne igen deltagernes blodtryk.
Blodtryksaflæsningerne for de 16 deltagere blev sammenlignet med 10 andre sunde deltagere, der havde fastholdt den samme vægt i de otte uger.
Forskerne fandt, at deltagerne, der havde taget på i vægt i løbet af undersøgelsen havde en gennemsnitlig stigning i det systoliske blodtryk fra 114 mm Hg til 118 mm Hg. Og deltagere, der havde taget mest på af det farlige mavefedt, havde de største stigninger i blodtrykket.
Men den lille vægtforøgelse på 2-5 kilo påvirkede ikke blodsukker-, kolesterol- eller insulin-niveauerne.
Det systoliske blodtryk er trykket i arterierne når hjertet slår. Et normalt systolisk tryk er mindre end 120 mm Hg, og højt systolisk blodtryk er kendt for at være en væsentlig risikofaktor for hjerte-kar-sygdom for mennesker, der er over 50 år.
Mens det gennemsnitlige blodtryk i studiet forblev inden for de normale niveauer for raske mennesker tyder resultaterne på, at en persons blodtryk let bliver påvirket af kortsigtede livsstilsændringer.
"Den offentlige bevidsthed om de sundhedsskadelige virkninger af fedme er stigende," siger Covassin. "Men det lader til, at de fleste mennesker ikke er klar over risikoen ved et par ekstra kilo."