Mavefedt især omkring nyrerne ser ud til at have betydning for om du får forhøjet blodtryk

Her er det værste fedt for dit blodtryk

Om du har mest fedt på maven eller på bagen er afgørende for om du udvikler et for højt blodtryk med forøget risiko for hjertekarsygdomme.

 

Fedme er en kendt risikofaktor for forhøjet blodtryk og det er almindelig viden, at placeringen af ​​fedt på en persons krop kan føre til øget risiko for andre sundhedsmæssige problemer som hjertesygdomme og kræft. Men sammenhængen mellem for højt blodtryk og fedtets placering samt den totale vægt er uklar. 

Men ifølge en ny undersøgelse fra University of Texas Southwestern Medical Center i Dallas viser især fedt omkring maveregionen sig at være årsag til forhøjet blodtryk. I hvert fald sammenlignet med mennesker, der har samme BMI, men hvor fedtet er placeret andre steder på kroppen - typisk omkring hofterne.

Undersøgelsen er offentliggjort i Journal of American College of Cardiology, hvor forskerne afslører resultaterne af en syv-årig undersøgelse kaldet Dallas Heart Study, der havde deltagelse af over 900 personer. 

I undersøgelsen blev forhøjet blodtryk klassificeret som et systolisk blodtryk større end eller lig med 140, diastolisk blodtryk større end eller lig med 90. 

Patienterne fik også lavet en MRI-scanning af deres fedtophobninger på store dele af kroppen. 

"Generelt svarer fedtdepoter omkring organerne til det vi kalder "æble form" i modsætning til "pæreform'. Centralt placeret fedt har når du kigger i spejlet en tendens til at korrelere med højere niveauer af fedt inde i maven," siger undersøgelsens chefforfatter og kardiolog dr. Aslan T. Turer. 

Fedt værst omkring nyrerne

Ved afslutningen af ​​undersøgelsesperioden havde 25 procent af patienterne udviklet forhøjet blodtryk. Selv om et højere BMI var forbundet med en øget forekomst af forhøjet blodtryk, var det kun fedt omkring maven - og dermed organerne - der havde betydning for et højt blodtryk.

Når forskerne tog højde for køn, alder eller race var det kun mavefedtet, der medførte en forhøjet risiko for højt blodtryk. 

Den stærkeste sammenhæng mellem mavefedt og højt blodtryk blev især konstateret for såkaldt retroperitonealt fedt, som er en type fedt, der er placeret bag bughulen og stort set omkring nyrerne. 

"Den høje forekomst af forhøjet blodtryk og tilstedeværelse af retroperiotoneal fedt kunne antyde, at virkningerne fra fedt omkring nyrerne påvirke udviklingen af hypertension," siger Turer.

"Denne sammenhæng kan give nye muligheder for forebyggelse og håndtering af forhøjet blodtryk. Fundet af fedt omkring nyrerne er en nyhed, og vi ved ikke specifikt hvad perspektiverne er."

 

Tags: mavefedt, blodtryk, æbleform, pæreform

Like og del artiklen
Fed viden eller bare for tyndt?