Sådan undgår du vægtøgning i overgangsalderen
Du behøver ikke at blive overvægtig bare fordi du kommer i overgangsalderen, selv om mange kvinder oplever det som uundgåeligt, at de bliver nogle kilo tungere, når menstruationerne holder op.
Hedeture, nattesved og hormonel ubalance er nok bare nogle – ubehagelige - dele af ’pakken’, som man må acceptere. Og selvom antallet af øgede kilo varierer fra kvinde til kvinde, så er det ikke unormalt, at kvinder i overgangsalderen tager fra et til fem kilo på henover en toårig periode.
Og dr. Rebecca Hulem, der er specialist i overgangsalderen og forfatter til bogen ’Feelin’ Hot?’, siger, at de ekstra kilo ikke bare er irriterende, men også kan være livsfarlig. Den seneste forskning viser nemlig også, at vægten kan øge kvinders risiko for brystkræft efter overgangsalderen.
Hun understreger dog, at de ekstra kilo kan undgås.
”Vi har meget mere kontrol over vores vægtøgning end vi kan lide at indrømme,” siger hun.
”Selvom vi godt kan lide at give vores overgangsalder skylden for vores øgede vægt, er det ikke den eneste årsag.”
Men hvad er så den sande sammenhæng mellem overgangsalderen og vægtøgning?
Endnu står det ikke helt klart, hvorfor nogle kvinder tager på i forbindelse med overgangsalderen. Det kan hænge sammen med de hormonelle forandringer, men det kan også være på grund af andre ting som alderen og at man bevæger sig mindre med årene. En undersøgelse har fundet frem til at kvinder, der gik i overgangsalderen, tog godt to kilo på og øgede deres livvidde med omkring 2,5 cm. Disse forandringer havde dog ikke noget at gøre med hvor i overgangsalderen kvinderne var, hvilket tyder på, at der lå andre årsager bag den øgede vægt.
Langsommere forbrænding
”Forbrændingen bliver langsommere med alderen. Det betyder, at kvinder, der spiser præcist de samme kalorier om dagen fra hun er 20 til hun er 50, vil tage på, når hun bliver ældre,” siger Nanette Santoro, professor i gynækologi ved Albert Einstein College of Medicine i New York.
Hun pointerer at to faktorer kan spille en rolle. Insulinfølsomheden bliver mindre med alderen, og mange kvinder mister muskelmasse i tiden omkring overgangsalderen. Begge dele kan øge vægten.
Sådan undgår du at tage på efter overgangsalderen:
For at det ikke skal være løgn, er det ofte sværere at smide de ekstra kilo, når man bliver ældre.
”Med alderen bliver det sværere at tabe sig, fordi forbrændingen bliver langsommere og vi bliver mindre aktive,” siger dr. Santoro.
Men selv om der ikke er nogen trylleformular til at undgå vægtøgning, så er der dog nogle ting, du selv kan gøre for at holde vægten nede:
- Vær proaktiv. Vent ikke til du har taget kiloene på. ”Forvent at vægtøgningen kommer. Det ligger i kortene,” siger Cynthia A.Stuenkel, klinisk professor i medicin på University of California, San Diego. Få derfor hellere en sund livsstil inden problemerne opstår.
- Øg din fysiske aktivtet. "Find en træningsform, rigtig gerne aerobic, som du kan nyde, og gør det i mindst 45 til 60 minutter i fire til fem dage om ugen,” siger Hulem. Træning som jogging og dans booster forbrændingen og hjælper dig med at komme af med fedtet.
- Hold øje med kosten. ”Tag et kritisk blik på din kost, og se, hvad du kan gøre for at gøre den sundere. Skær ned på de raffinerede kulhydrater og begræns dit alkoholindtag,” siger dr. Stuenkel. Det er også klogt at være opmærksom på portionsstørrelserne og at være bevidst om at indtage færre kalorier hver dag, især kalorier fra fedt. Ifølge Mayo Clinic har kvinder brug for 200 færre kalorier om dagen for at holde vægten når de bliver ca. 45 år og indtil slutningen af 40'erne.
- Lav styrketræning. Træning som f.eks. vægtløfting kan få gang i forbrændingen ligesom det øger muskelmassen og styrker knoglerne. At opbygge muskelmasse er også med til at forebygge fremtidig vægtøgning.
- Kan det være skjoldbruskkirtlen? Hypothyroidisme, som ofte opstår hos midaldrende kvinder, kan også give vægtøgning. Så hvis du uventet tager meget på, bør du få foretaget en grundig lægeundersøgelse.
Disse livsstilsændringer, som eksperterne foreslår, har også andre helbredsmæssige fordele. Du kan simpelthen få det bedre mentalt og du kan undgå trusler mod din sundhed som f.eks. type 2-diabetes, højt kolesteroltal, højt blodtryk med mere.
Tags: overvægt, overgangsalder, skjoldbruskkirtlen