Derfor har kvinder sværere ved at tabe sig
Kvinders hjerner er ikke gearet til at tabe sig lige så nemt som mænd.
Det afslører en ny undersøgelse fra University of Aberdeen, der tyder på, at det er nødvendigt at behandle fedme forskelligt afhængig af køn.
"I øjeblikket er der ingen forskel på, hvordan fedme behandles hos mænd og kvinder," siger professor Lora Heisler, der er en af medforfatterne på undersøgelsen, som er offentliggjort i tidsskriftet Molecular Metabolism.
"Men det vi har opdaget er, at en del af hjernen, der har stor betydning for, hvordan vi forbruger de kalorier, vi spiser, er forbundet forskelligt hos mænd og kvinder."
Undersøgelsen er baseret på forsøg med fede mus, der manglede et hormon kaldet proopiomelanocortin (POMC) peptider, der produceres af hjernen og spiller en central rolle for reguleringen af appetit, energiforbrænding, fysisk aktivitet og den samlede kropsvægt.
"Disse POMC neuroner er derfor et vigtigt mål for fedmebehandling og er i virkeligheden et vigtigt mål for fedmemedicin, der anvendes i USA i dag," bemærker en anden af undersøgelsens forskere dr. Luke Burke.
Da forskerne gav musene en fedmemiddel kaldet Lorcaserin, som stimulerer produktionen af POMC peptider, oplevede de fede hanmus et markant vægttab, der betod at de nåede en sund vægt. Også hunmusene tabte sig, men meget mindre og forblev det vi kalder fede.
Forskerne konstaterede, at dette skyldtes de forskellige måder POMC peptider påvirker han- og hunmus; fedmemedicinen viste sig at reducere appetitten hos begge grupper, men det påvirkede kun fysisk aktivitet og energiforbrug hos hanmus.
"Hos hunmus påvirker POMC peptider ikke fysisk aktivitet eller energiforbrændingen markant," siger prof. Heisler og tilføjer:
"Denne undersøgelse viser, at en kønsforskel i fysisk aktivitet, energiforbrug og kropsvægt er drevet af en bestemt kilde i hjernen. Dette kan have stor betydning for hvilken medicin man anvender til bekæmpelse af fedme, som i dag stort set ignorerer patientens køn."